Hvad vil det sige at konvertere?

Hvor forskere ser det at konvertere til en anden tro som en social proces, oplever de omvendte det som en livsforandrende indgriben fra det guddommelige. Hjernevask, siger modstandere

Konversion betegner det forhold, at en person omvender sig til en religion eller en religiøs bevægelse og dermed ændrer livsbane. Begrebet dækker både over forhold, hvor personen ikke tidligere har bekendt sig til en religion og forhold, hvor personen rykker fra en religion til en anden.

En omvendt kaldes også en konvertit af latin convertere; at vende om.

Religionsforskere betragter generelt konversion som en proces og har opstillet forskellige modeller for at kunne beskrive, hvad der sker, når et menneske konverterer. Typisk ser forskerne konversionsprocessen som foranlediget af en krisesituation. Personen begynder at søge svar, måske giver religiøse svar i forvejen mening, der finder et møde sted med religionen, vedkommende interagerer tiltagende med den religiøse gruppe, forpligter sig (for eksempel ved dåb eller aflæggelse af løfter), og båndene indadtil i den nye religion styrkes, mens de svækkes i forhold til det tidligere miljø, der ikke længere danner primær meningshorisont.

Religionssociologiske konversionsmodeller fokuserer på forhold i samfundet, der gør, at dette møde kan finde sted. I dag kan man stadig som for hundrede år siden gå hen i en kirke og tale med en præst, men på grund af forandringer i samfundet og kirkens ændrede rolle er det ikke normen.

Der er mange valgmuligheder på det religiøse marked, og der skal for de fleste en større overvindelse til at kontakte en religion direkte fysisk. Det kan være nemmere på en rejse, hvor man er væk fra de vante omgivelser. Den sociale mobilitet medfører nye tænkemåder, også i cyberspace. Med internettet er det således blevet let at klikke sig ind på grupper og organisationer, man ellers ikke var kommet i berøring med. "Googlebuddhisme", som religionssociolog Morten Thomsen Højsgaard har kaldt det fænomen.

Fortælleskabeloner
I religionerne beskrives omvendelse i højere grad som en pludselig erkendelse, åbenbaring, et kald, en gennemgribende forvandling i et nu. Det svarer til beretninger fra religionernes helligskrifter om religiøse frontskikkelser:

I Apostlenes Gerninger berettes det for eksempel, hvordan Saulus på vej til en større kristenudryddelse bliver ramt af et stærkt lys og hører Jesus sige: "Hvorfor forfølger du mig?" Blændet indser han, at han er galt afmarcheret, angrer og bliver Paulus; et nyt navn, en ny identitet.

Om Muhammed, islams grundlægger, berettes det, at han får en pludselig åbenbaring via mødet med ærkeenglen Gabriel, hvilket medfører, at han forstår, at der kun er én gud, og fra da af forkynder sit monoteistiske budskab.

I buddhismen beskrives prins Siddhartas omvendelse delvist som en proces, hvor han konfronteret med lidelsen i forskellige former begynder at søge svar, men det egentlige skift henføres til én begivenhed, da han ved en meditativ brydekamp med fristeren Mara under bodhitræet oplyses og bliver buddha.

"Rigtig" omvendelse
Sociologen James A. Beckford fandt i forbindelse med studier af Jehovas Vidner, at vidnernes omvendelsesberetninger fulgte en slags skabelon for rigtig omvendelse, der svarede til bevægelsens narrative rationale; de værdier og normer, man lagde vægt på i organisationen, den organisatoriske logik, afspejledes i den enkelte fortælling.

Der var bestemte elementer, der måtte være med, hvis det skulle være rigtigt. Også i andre religiøse sammenhænge har forskere påpeget sådanne fortællelogikker (Beckford 1978, Mikaelson 1992). Det kan sammenlignes med, at mennesker alle steder i samfundet koder sig ind på, hvordan man kommunikerer i en given kontekst; der er forskel på at holde en begravelsestale og at deltage med et muntert indslag ved en julefrokost.

Men det kan vække blandede og stærke følelser, når forskere således analyserer og beskriver noget, der af de religiøse opleves som dybt personligt, det kan virke nøgternt og forfladigende, fordi det unikt erfarede via deskriptionsformen gøres alment og i nogle antireligiøse sammenhænge bruges til at afvise trosudsagn. Men forskerne selv er så også underlagt konventioner for sprogbrug.

Nå, så du har set lyset
En nyomvendt konvertit kan opleve forskellige grader af stigmatisering fra det omgivende samfund afhængigt af, hvilken religion han eller hun er konverteret til. En person, der konverterer til en minoritetsreligion, vil ofte blive betragtet som en større afviger end et menneske, der begynder at gå til gudstjeneste i folkekirken, men det kommer igen an på, hvad personens baggrund er. Dét, at et menneske ændrer livsstil og måske taler og klæder sig på en anden måde, kan af omgivelserne opleves som et relationstab og en stor provokation.

I de seneste årtier har der jævnligt været sat fokus i blandt andet medierne på religiøse kulter, og konvertitter er blevet omtalt som ofre for hjernevask. Denne populære teori er fra forskningsside blevet antastet blandt andet af religionssociologen Eileen Barker, hvis studier af Moonbevægelsen viste, at en stor procentdel af de, der konverterede, holdt op igen efter noget tid. Men den har været medårsag til, at der op igennem 80erne og 90erne opstod mod- og antikultbevægelser, der havde til formål at få de omvendte tilbage, enten til det almindelige sekulære samfund eller en anden mere socialt acceptabel religion, ofte majoritetens.

I filmen Holy Smoke fra 1999 spiller Kate Winslet en ung kvinde, der på en rejse til Østen bliver hengiven discipel af en indisk guru. Da hun vender tilbage til hjemlandet, er den konservativt kristne familie forfærdet og har tilkaldt en deprogrammør (Harvey Keitel), der under isolationsforhold skal sørge for at bringe den vildfarne tilbage i folden. Det går ikke helt som beregnet.

SE KLIP FRA FILMEN HER:

Filmen og konversionsteorierne rejser spørgsmål om menneskets frie vilje. Og hvad det er, der skaber individuel og social forandring, hvis ikke forvandling.