Fastelavn bød tidligere på drabelige traditioner og frådsende overtro

Fastelavn er i dag en børnefest, men tidligere var det en folkefest, hvor overtroen og magien trivedes i bedste velgående, og hvor det gjaldt om at fylde sig med flæsk, flå hovedet af en hane og blive riset til frugtbarhed

Fastelavn kommer af det plattyske "vastelavent", som betyder fasteaften, det vil sige aftenen før fasten. I katolske lande var det tradition at faste i 40 dage for at mindes de 40 dage, som Jesus tilbragte i ørkenen (Lukasevangeliet 4,1-13). Søndage var dog undtaget, og flere af de mere velstillede fik tjenestefolk til at faste for dem.

Oprindelig var fastelavn dog ikke en kristen højtid, men en hedensk frugtbarhedsfest, hvis udskejelser den kristne gejstlighed - uden held - forsøgte at få forbudt efter reformationen i 1536.

Flæsk forebygger sygdomme

Fastelavnssøndag og fastelavnsmandag var nogle af de sidste dage, hvor man førhen måtte spise kød. Derfor blev de kaldt henholdsvis flæskesøndag og flæskemandag.

Disse to dage var det vigtigt at indtage så store mængder kød som muligt, for Hvo som ikke æder godt med flæsk disse to dage, han vil få rygve (rygsmerter, red.) det ganske år.

Samtidig var det vigtigt, at man ikke spiste suppe, da man så ville blive forkølet, mens indtagelse af mælk derimod værgede mod solskoldning ved sommertide.

I Tyskland blev det betragtet som heldigt, hvis man spiste mange pølser, når det var fastelavn, og i de engelsksprogede lande dikterede overtroen, at pandekager garanterede indtageren fremtidig velstand og holdt kakerlakker, insekter og andet utøj for døren.

Karlene klædte sig ud og vandt kampen over vinteren

Når det var fastelavn, blev det meste arbejde indstillet, da det ifølge overtroen var uheldigt at foretage sig mere end det højst nødvendige.

Vævene blev stillet væk, så musene ikke kunne æde sig igennem det nyvævede stof, og ormene ikke ville ødelægge ens afgrøder. Mændene måtte heller ikke arbejde med sten, da ens hustag så ville blæse af ved sommertide. I stedet for at arbejde legede man. Karlene klædte sig ud som dyr og gik fra hus til hus i håb om at modtage lækre sager som æbleskiver og boller.

To af karlene spillede hovedrollerne i et kosmisk drama mellem godt og ondt og sommer og vinter. Den ene karl var letpåklædt i spraglet tøj og blomster, der symboliserede sommeren, mens den anden var tætpåklædt i pels og hue, som symboliserede vinteren. Karlene kæmpede så dagen igennem, indtil sommeren ved aftenstide stod som (midlertidig) sejrsherre.

Uddrivelse af mørkets magter gennem katte, gæs og haner

Den mest berygtede af karlenes lege er nok tøndeslagningen. Karlene konkurrerede om, hvem der kunne slå den levende kat ud af tønden. Hvis katten overlevede, fik den nogle gange lov at slippe væk, men andre gange fortsatte slagningen på den forvirrede kat ufortrødent, indtil den bukkede under.

I overtroen symboliserede katte - især de sorte - ondskab, og man mente, at kattene stod i ledtog med hekse og djævle. Så ved at slå katten ihjel eller jage den bort, mente man at fordrive mørkets magter, så foråret og lyset kunne komme til.

Men det var ikke kun katte, der måtte lade livet i forbindelse med fastelavn. Nogle steder var haner og gæs yndede ofre, da de ligesom katten også kunne symbolisere det onde. En hane eller gås blev hængt op i fødderne og smurt ind i fedt, derefter konkurrerede karlene til hest om, hvem der kunne flå hovedet af dyret.

En gammel dansk talemåde lyder: "De fjender var tvende og kom i nat, den ene en hane, den anden en kat. Men hovedet af hanen vi mægtigen drog, og katten på flugt vi priselig jog."

I Tyskland blev det betragtet som et varsel om fremtidig lykke, hvis man kunne kaste en sten i hovedet på en hane ved fastelavnstide. Og i England bandt man en hane fast til en pæl og konkurrerede om, hvem der kunne vælte den af pælen ved at kaste pinde på den.

Pisk til børn og voksne

Mange forældre har formentlig haft den tvivlsomme fornøjelse af at blive vækket fastelavnssøndag af opstemte børn, der synger fastelavnssange, mens de slår dem med fastelavnsris.

Fastelavnsrisene er oprindelig ikke en dansk tradition, men en tysk lånetradition, som kendes i Danmark fra 1700-tallet. I Danmark havde de mere fromme kristne tidligere pisket deres børn med grene i forbindelse med langfredag, for at de - fysisk - skulle mindes Jesu lidelser.

Men i forbindelse med fastelavn var det især kvinder og dyr, der måtte lægge krop til den korporlige afstraffelse. Ifølge overtroen var risningen nemlig et frugtbarhedsritual, og da børn og mange dyr tidligere var den eneste garanti for fremtiden, var det selvsagt vigtigt at have mange af dem.

I dag er fastelavn primært en børnefest, men megen af den overtro, der tidligere var forbundet med højtiden, lever videre i omfortolket form. Således er tøndeslagning, udklædning og fastelavnsris stadig faste ingredienser i dansk fastelavn.