Da Villy Sørensens klassiker hev Jesus ned fra piedestalen

Forfatteren Villy Sørensen var ikke teolog, men beskæftigede sig gerne undrende med, hvem Jesus var og hvordan han var blevet (fejl-)fortolket gennem tiden. Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Der er to udgaver af kristendommens hovedperson Jesus Kristus – i hvert fald ifølge den afdøde danske filosof og forfatter Villy Sørensen (1929-2001).

Da han i 1992 udgav bogen "Jesus og Kristus," var han allerede en gigant i dansk og europæisk åndsliv. Som ikke-teolog argumenterede han heri med en næsten pedantisk omhyggelighed for, at der var forskel på "den Jesus, der forkyndte og den Kristus, der blev forkyndt." Ifølge Villy Sørensen kan og bør de to adskilles helt. For det er umuligt at tillægge begges budskaber den samme røst.

Red de to figurer fra hinanden

Villy Sørensens hovedproblem er det i forskningen klassiske spændingsforhold mellem den historiske Jesus og kirkens Kristus-figur. De fire evangelier vil fremstille den historiske Jesus, men de ser ham gennem kristendommens religiøse, kristologiske briller, og de skildrer ham på en sådan måde, at det historiske menneske Jesus glider i et med den guddommelige skikkelse, der er centrum for den kristne kirkes religiøse tro.

Det var derfor Villy Sørensens hovedformål at redde disse to figurer væk fra hinanden. Kristendommens grundlæggende problem er, at der er en modsætning "mellem Jesu egen historie og den fantastiske historie eller myte om Jesus Kristus". Villy Sørensen opregnede i sin bog de måder, hvorpå man kunne komme uden om det problem på.

Man kan påstå, at evangelierne er den historiske sandhed. Eller man kan påstå, at det er løgn alt sammen. Man kan også vælge at tillægge evangelisterne alle de ord, som de lægger i munden på Jesus. Eller man kan hævde, at det er selve myten om Jesus Kristus, der er betydningsfuld - og ikke den historisk påviselige virkelighed.

Selv valgte Villy Sørensen som andre før ham en femte vej: Gennem en nøje tekstanalyse forsøgte han at skille den senjødiske profet ud fra den kristne kirkes frelsergud.

Troen som levende kraft

Det første skridt er at overveje fænomenet ”tro.” Villy Sørensen mente, at den spontane følelse af troen og kraften ikke er en viljessag:

”Hvis man ikke bare kan beslutte sig til at tro, synes det ulogisk at forlange tro af det syndige menneske, men det var, hvad kirken gjorde, da den først fik magt som en sådan."

Troen på Gud er troen på hans levende kraft, og den er uafhængig af kirkens magt og lære. Når troen først er plantet i et menneske, siger Jesus i en lignelse, vokser den af sig selv. Ligesom sennepskornet, der er mindre end andre frø.

Problemet er, ifølge Villy Sørensen, at de, der tror på Gud, har en tilbøjelighed til at oversætte denne kraft til Guds-eller deres egen-magt. Det var den tilbøjelighed, der fik evangelisterne til at forvanske den historiske Jesus, og som siden har dikteret kirkehistorien – at man har magt, fordi man har fået skænket en kraft fra Gud.

Magten har i tidens løb skabt modmagt og fået kristne til at indføre officielle trosbekendelser for at sikre sig mod kætterier. Digterpræsten N.F.S. Grundtvig byggede eksempelvis sin ”mageløse opdagelse” på den apostolske trosbekendelse (han opdagelse var, da han erfarede, at troen ikke stammer fra Bibelen, men fra menighedens levende ord i trosbekendelsen, red.). Men denne trosbekendelse var for Villy Sørensen blot et udtryk for det fjerde århundredes kirkelige magtpolitik.

Den politiske Jesus

Jesus optrådte ikke som en typisk senjødisk profet. Hans budskab handlede ikke om de sidste tider og Guds definitivt sidste frelsertilbud. Det var mere politisk:

"Det var for at afværge en national katastrofe, at Jesus manede til omvendelse, til holdningsændring både over for venner og fjender, jøder og romere. Det var ikke en abstrakt fjende han talte om. Det var i en afgørende historisk situation han-med et ubibelsk udtryk-opfordrede til ikke vold. Hvor der er kærlighed og tilgivelse er Guds rige. Had og hævn kendetegner det rige, der er i splid med sig selv og ikke kan bestå".

Jesus’ forsøg på at genrejse Israel slog, ligesom alle de andre forsøg, fejl. Det blev endegyldigt afgjort ved Jerusalems og templets ødelæggelse. Det handlede i Jesus’ verdensbillede enten om Guds rige eller Israels undergang, og ikke de enkeltes frelse eller fortabelse. Kristendommen begyndte altså som en omfortolkning af en jødisk profets nederlag til en verdenshistorisk og kosmisk sejr.

Villy Sørensens Jesusbillede skabte et problem, som en af bogens kritikere Rudolph Arendt også satte fokus på: Hvad var det, der gjorde, at netop Jesus i vrimlen af senjødiske, hellenistiske og romerske profeter, mirakelmagere og hellige mænd, havde det enorme Kristuspotentiale til at hæve sig over tid og død? Og hvad er det, der gør, at man i dag stadig kan opfatte en sådan tidsbunden forkyndelse som slagkraftig og nutidig - bag om alle de kristne gevandter?

Villy Sørensen kom kun forsøgsvis ind på sådanne spørgsmål i sin bog:

"Svaret er måske, at Jesus’ omvurdering af herskende værdier er evigt aktuel, fordi der til enhver tid er en konflikt mellem de mere eller mindre kunstige normer, der bærer samfundsindretningen, og de naturlige værdier, der holder livet oppe, mellem interesse og kærlighed."

Mødet med Romerriget

Det budskab, Jesus forkyndte, handlede ikke om en frit svævende åndelig kærlighed i modsætning til den snavsede jordiske. Det var af en mere praktisk karakter:

"I en situation, hvor Israel i splid med sig selv stod i fare for at gå under i konflikt med Rom, var Jesus’ kærlighedsbudskab ikke højstemt idealistisk. Uden sammenhold og samfølelse ville Israel opløses. Det var kun et andet, et nyt Israel, der ville kunne overleve. Det måtte bygge på en anden modstandskraft over for fjenden end fjendtlighed og væbnet modstand. På kraft og ikke på magt. På vennesind og ikke på fjendesind, hverken over for venner eller fjender".

Villy Sørensens ærinde var ikke at fjerne Kristus for at give plads for en afgudsdyrkelse af den historiske, senjødiske profet Jesus, der forgæves forsøgte at redde Israel. Hans ærinde var at gøre op med alle former for (af)guderi, først og fremmest det, som den kristne kirke er bygget på:

"Ikke uden grund har kirken ikke været interesseret i, at menigmand og dame selv skulle læse skriften (før Reformationen var Bibelen ikke oversat til lokalsprogene, red.). Pointen var jo kirkens fortolkning, også i de lutherske teologers afvisning af den historiske Jesus kan man stadig se et udslag af dette eksegetiske pavedømme. Jesus’ forkyndelse kender vi jo kun fra kirkens forkyndelse af Kristus - og den første var muligvis gået i glemme uden den sidste. Den sidste var heller ikke blevet til uden den kraft, der udgik fra ham - og som det siden da har været svært at få bugt med."

Hive Jesus ned fra piedestalen

Mange teologer var kritiske over for Villy Sørensens anliggende: At Jesus ikke var så kristen, så det gjorde noget. Jesus var en klog mand, der vidste noget om, hvordan man yder ikkevoldelig modstand i et besat land. Det med at gøre ham til Kristus og Guds søn, var noget hans proselytter fandt på, da de fik brug for en sådan.

Men der var også teologer, der fandt bogen væsentlig. Professor Peter Widmann skrev i sin anmeldelse:

"Bogen giver en detaljerig, spændingsfyldt, tankebefordrende læsning-gavmildt, men ikke gratis. Der fordres en vedholdende interesse både for vor kulturs fundamenter og for fjerntliggende historiske landskaber...I behandlingen af det overleverede materiale udviser Villy Sørensen sit store mesterskab, en krævende balance mellem detailanalyse, redegørelse, tolkningssynspunkter og konkluderende kommentar".

Bogen være hermed anbefalet.