Vincent van Gogh - den religiøse bondemaler i opgør med sin samtid
Den hollandske mestermaler levede et liv utilpas med det moderne samfund og i konstant religiøs søgen. Det skriver tidligere højskoleforstander Knud Hansen om i sin bog "Natcafeen" fra 1983
Den hollandske maler Vincent van Gogh var som en lysende og evangelisk personlighed, der malede sig helt ind i solens tindrende hjerte.
Sådan blev han beskrevet af forstander ved Askov Højskole, Knud Hansen, i hans bog ”Natcafeen” fra 1985. Den bygger på Vincent van Goghs breve til sin lillebror Theo. Knud Hansen lærte sig i en meget høj alder hollandsk for at læse disse breve.
"Denne bog er ikke skrevet for officerer i garden", hedder det i forordet, "men for det menige fodfolk, der ikke har forstand på kunst, men glæde af at se billeder. Forfatteren regner sig selv for hørende til denne kategori".
For Vincent van Gogh var den jævne mand vigtig. Han betegnede sig selv som "bondemaler," for han mente, at bonden var et urfænomen. Som han beskriver bonden i sit hverdagstøj og i sine hollandske træsko, repræsenterer han "den tidløse bonde", præget af slid og slæb og kamp.
Hos sådanne mennesker, der har kæmpet med modstand og vanskeligheder – og er kommet igennem dem - viser det sig tydeligt efter Vincent van Goghs mening, at mennesket står i et forhold til det uendelige.
Knud Hansen skriver, at Vincent van Gogh altid blev tiltrukket af den slags mennesker, han solidariserede sig med dem. Det gjorde han både fordi, at han selv var bonde, men især også fordi, at han i disse menneskers ansigter så et glimt af det evige.
På hans maleri "Kartoffelspiserne" er fem mennesker forsamlet omkring et bord, sparsommelig oplyst af en petroleumslampe. Et ægte bondebillede, kaldte Vincent van Gogh sit maleri:
"De har selv gravet kartoflerne op af jorden og har ærligt og redeligt fortjent den føde, de tager til sig", skrev Knud Hansen om billedet:
"Kartoffelspiserne er på en gang et billede af det hårde slid, der kuer tilværelsen, og af mennesket, der tager kampen op... Lyset i stuen fra de vejrbidte ansigter er lyset fra en hemmelig viden om at være blevet accepteret af tilværelsen, den erfaring, at ingen anstrengelse formår at overgå det, som allerede fra begyndelsen er givet os som gave".
Det var karakteristisk for Vincent van Goghs religøsitet, at han ikke søgte det evige i det ekstraordinære, men i det almindelige. Det var hverdagen, der fyldte hans billeder, og dermed var han med Knud Hansens ord "fjernt fra den sædvanlige kristendoms tempererede kedsommelighed". Han havde altid haft en ukristelig måde at være kristen på, hvorfor man også ifølge Knud Hansen lod ham dumpe ved uddannelsen til lægprædikant.
Vincent van Gogh var søn af en præst i den reformerte hollandske kirke (calvinsk), og kirken og kristendommen var en vigtig del af hans liv. Han opgav at læse teologi, og blev i stedet lægprædikant i kulminedistriktet Borinage i Belgien:
"Her er alting kul, arbejderne er blege og magre af febersygdomme, udmattede og ældede før tiden, kvinderne er grå i ansigtet, magre og indtørrede, arbejderboligerne så usle at de næppe kan anses for boliger", skrev Vincent van Gogh selv om sit arbejdsliv.
Han befandt sig her mellem mennesker, der var dømt til at betale deres del af omkostningerne ved det 19. århundredes store fremskridt. Han måtte hjælpe dem, fortælle dem noget, der kunne mildne deres tilværelse.
"Vincent van Gogh gav sig hen i sin nye tilværelse, holdt skole for børnene og bibellæsning i hjemmene", skrev Knud Hansen. Og da van Gogh under en strejke tog arbejdernes parti, gav man ham hans afsked. Som Knud Hansen skrev om det:
"Ikke afvigelser i dogmatikken var det, der blev årsag til, at van Gogh kasseredes, men hans ubehagelige besluttethed på at ville gøre alvor af, hvad Kierkegaard kalder at udtrykke Det ny Testamentes kristendom i handling. Naivt var han gået ud fra, at der skulle være sammenhæng mellem det man siger og det man gør".
Herefter brød han med kirken og den pietistiske kristendomsforståelse uden af den grund at bryde med Kristus. Og derefter giver han sig for alvor til at tegne og male. Han ville med sin kunst trøste, hjælpe mennesker til at holde tilværelsen ud og måske elske den og elske at være til.
Ifølge Knud Hansen er det karakteristisk for Vincent van Gogh, at når han skulle nævne, hvor det uendelige giver sig til kende hos mennesket, så nævner han ikke det skjulte indre, men øjnene, ansigtet, hænderne og skikkelsens bevægelser. Det synlige og det ikke-synlige udgør en uopløselig enhed.
Ifølge Knud Hansen havde Vincent van Gogh flere gange forsøgt at give en fremstilling af Kristus, men uden at det var lykkedes for ham. Hvad der gjorde Kristus til en "uundgåelig skikkelse" for ham, var ikke den nimbus af overjordiskhed, han var blevet udstyret med. Tværtimod var det Jesus’ menneskelighed og det ved hans menneskelighed, der gjorde den til et symbol. Det symbol kunne mennesket ikke frembringe nogen kunstnerisk gengivelse af. I stedet malede han andre symboler, fremfor alt solen og den gule farve.
Vincent van Gogh malede ingen bibelske motiver:
"I næsten alle hans billeder ligger neden under den håndgribelige form, neden under den meget materielle materie, en tanke der er synlig for den, der kan se, en idé, der er den egentlige årsag til det frembragte værk og samtidig værkets formål," skrev Knud Hansen.
Vincent van Gogh nåede ikke at blive anerkendt, mens han levede. Kun et af hans værker, "De røde vinmarker", lykkedes det ham at få solgt. Indtil den store udstilling i Kôln i 1912 forblev han stort set ukendt uden for en snæver kreds af kunstnere.
Knud Hansen afviser i sin bog billedet af den sindssyge og epileptiske maler. Det var ikke van Gogh, der var sindsyg, men det skizofrene samfund, han levede i, præget af industriel vanvid og en kristendom frarøvet mening og moral, påstår han. Vincent van Gogh besad derimod en indsigt og en længsel efter livsfylde og helhed, som han kun kunne fremstille i sine billeder. Men han blev ikke forstået af sin samtid – hvad der blandt andet ledte til en sorg så stor, at han selv endte sit liv.
Han efterlod sig 1100 tegninger og 900 malerier.