Interview

Voxpop: Hvordan opfatter udlændinge dansk jul?

Hvordan ser den danske jul ud med udenlandske briller på? Det svarer Rike fra Tyskland, Asmerom fra Eritrea, Guillia fra Brasilien, Tomas fra Slovakiet og Rebecca fra Filippinerne på her. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard

Dans om juletræet, julefrokoster og risalamande hører julen til for de fleste danskere - men det er også skikke, som adskiller sig fra den måde, julen bliver fejret på udenfor landets grænse

Kristendom.dk har spurgt en række udenlandske elever på sprogskolen tilknyttet Aalborg Valgmenighed om, hvad de synes om de danske juletraditioner.

Navn: Rike Brockmeier
Fra Dortmund, Tyskland
Første jul i Danmark

Hvad er det mærkeligste ved dansk jul?
I Danmark begynder man julefejringen meget tidligt. Den begynder allerede i begyndelsen af november. I Tyskland begynder julen først sidste søndag i november, og først fra den dag er det tilladt for julemarkederne at holde åbent. Vi holder heller ikke julefrokost. Jeg har allerede været med til en julefrokost her i Danmark midt i november. Det var skægt, men også underligt at få en julegave midt i november. Der var en masse alkohol. Jeg synes, julefrokoster handler meget om alkohol. Det er også en mærkelig tradition, det med mandlen i risalamande. Jeg fik mandlen, men jeg var ikke klar over, at man skulle gemme den, indtil alle havde spist op.

Hvordan holder man jul der hvor du kommer fra?
Den 24. december om morgenen pynter vi juletræ, lytter til julemusik og laver julemiddag. Så går vi i kirke om eftermiddagen, hvor der opføres krybbespil. Vi spiser julemiddag som består af al slags kød og en masse kartofler. Vi er mange familiemedlemmer samlet. Så pakker vi gaver ud. Vi danser ikke om juletræet, men vi synger "O Tannenbaum". Jeg synes, ordene i den sang er så smukke. Nogle gange går vi også i kirke til midnatsgudstjenesten.

Hvad kan du bedst lide ved julen?
Jeg kan godt lide julestemningen. I Danmark er der julestemning i længere tid - i Tyskland er det nærmest kun en uge. Og så er julen en vidunderlig tid, fordi man er sammen med sin familie. Det værdsætter jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Julen handler ikke om gaver. Det er især vigtigt for mig at være sammen med mine bedsteforældre, fordi de er ved at være gamle. Jeg ved ikke hvor længe de er her.

Navn: Asmerom Afeworki
Fra Asmara, Eritrea
Femte jul i Danmark

Hvad er det mærkeligste ved dansk jul?
Det er en lidt anderledes måde, man fejrer jul på i Danmark. Det, som er anderledes, er, at man i Eritrea ikke spiser and. Vi spiser lammekød eller kylling. Vi får eller giver heller ikke hinanden gaver.

Hvordan holder man jul der hvor du kommer fra ?
Vi faster juleaftensdag og spiser ikke før ved midnat. Så samles vi om aftenen og spiser sammen. Vi har ikke et juletræ, men det er de begyndt at få i nogle mere vestligt orienterede hjem. Vi giver ikke gaver. Det kan være, at de voksne har lidt sukker med som gave eller lidt alkohol, men ingen chokolade eller slik. Det er en absolut luksus i Eritrea og kun for de rige familier. Nogle bruger julen til at købe nyt tøj til deres børn, men ikke alle har råd til det. Voksne børn kan også købe tøj til deres forældre.

Hvad kan du bedst lide ved julen?
Det bedste ved julen er, at familien kommer hjem og samler sig. Onkler, tanter og bedsteforældre samles. Vi får små søde sager til kaffen, såsom popcorn. Familien i Eritrea betyder hele familien. Vi er en stor familie på omkring 30. De voksne kan også godt have lidt sød kage med til børnene. Eritreansk jul er forskudt fra den danske jul, så den falder nogle dage efter dansk jul. Vi har en anden kalender og tidsregning end i Danmark, så vi er i år nået til at fejre jul 2012.

Navn: Guillia Larisse dos Santos
Fra Sao Paulo, Brasilien
Første jul i Danmark

Hvad er det mærkeligste ved dansk jul?
Det mærkeligste er, at man synger, mens man går rundt om træet. Det gør man ikke i Brasilien. Jeg bliver lidt forlegen over at skulle gøre det inden så længe, mest fordi jeg ikke ved, hvordan man synger på dansk, men jeg er samtidig nysgerrig og glæder mig til at deltage, fordi det lyder sjovt.

Hvordan holder man jul der hvor du kommer fra ?
Vi samler selvfølgelig familien. I Brasilien spiser man et stort måltid, typisk kalkun og ris og nogle gange fisk. Maden spiser vi før midnat, og efter midnat giver vi hinanden gaver. Det kan også være, at vi ser julemessen med paven i fjernsynet. Den 25. december samler vi os for at spise rester til frokost.

Hvad kan du bedst lide ved julen?
Julen er fuld af håb. Julen giver os nyt håb. Selvfølgelig kan jeg også virkelig godt lide alle julelysene og juleudsmykningen, og at alle er glade, men jeg kan bedst lide denne følelse af håb. Jeg kan virkelig godt lide, at alle tror på noget, og den fælles tro på, at verden kan blive bedre. Noget af det bedste ved julen er for mig troen og medmenneskeligheden. Vejret er selvfølgelig også noget anderledes her end i Brasilien, men jeg har lært begrebet ”hygge” at kende, som også handler om at tænde lys i mørket.

Navn: Tomas Haverla
Fra Dolny Kubin, Slovakiet
Femte jul i Danmark

Hvad er det mærkeligste ved dansk jul?
Der er ikke mange forskelle på jul i Slovakiet og i Danmark men der er dog én: I Danmark danser man rundt om juletræet og synger. Man danser også rundt om huset og synger. Det kan jeg godt lide.

Hvordan holder man jul der hvor du kommer fra?
Juleaften samles familien. Vi spiser fisk som hovedret – en speciel slags fisk med salat, og så får vi suppe. Vi spiser sammen og en person i selskabet, sædvanligvis den ældste, udpeges til at være den, der står for at skåle og hilse på alle. Når maden er spist, så deles der gaver ud. De yngste samles om juletræet og deler gaverne ud. De meget religiøse familier går i kirke omkring midnat. Vores familie går i kirke tidligt om eftermiddagen juleaften.

Hvad kan du bedst lide ved julen?
Det bedste er det sociale aspekt. Det bedste er, at hele familien samles. Vores familie kommer mange forskellige steder fra, men vi mødes i hvert fald denne ene gang om året til jul og så er det dejligt at se hinanden. Nogle familiemedlemmer kommer fra Tjekkiet, andre kommer andre steder fra i Slovakiet.

Navn: Rebecca Bugay-Hougaard
Fra Manila, Filippinerne
Første jul i Danmark

Hvad er det mærkeligste ved dansk jul?
Det, som er mest forskelligt fra julefejringen i mit hjemland, er, at man danser om juletræet og synger ”Nu er det jul igen”. Det, at danse om juletræ og synge, er noget unikt for mig. Jeg kan godt lide det.

Hvordan holder man jul der hvor du kommer fra ?
Familien samler sig og laver mad sammen. Vi kalder juleaften for ”Noche Buena”. Vi spiser traditionel mad. Nogle af madretterne er med rødder i den oprindelige befolkning, mens andre madretter er mere amerikansk inspireret. Vi spiser kylling og suman som er ”sticky rice” og Halya – en speciel sød marmelade. På landet spiser man flere af de oprindelige madretter. Ved midnat går vi i kirke, og derefter går vi hjem og spiser sammen. Vi giver hinanden gaver julemorgen. Det er en særlig tradition, at gudforældre giver deres gudbørn gaver julemorgen. Jeg giver ofte mine gudbørn gaver såsom bøger eller pædagogisk legetøj - gaver som kan støtte børnene på en god måde.

Hvad kan du bedst lide ved julen?
Det bedste er at være sammen med familien og dem, man holder af, og at gøre ting sammen, som eksempelvis at lave mad sammen. Jeg har en stor familie, og jeg er selv et stort familiemenneske.

Rike Brockmeier fra Tyskland kan godt lide, at man i Danmark lader julestemningen strække sig over længere tid, end man gør, hvor hun kommer fra. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard
Asmerom Afeworki er vant til nogle helt andre juletraditioner end i Danmark. Han er fra Eritrea, hvor de bruger en anden kalender og tidsregning end i Danmark, så de er i år nået til at fejre jul 2012. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard
"Noget af det bedste ved julen er for mig troen og medmenneskeligheden," fortæller Guillia Larisse dos Santos fra Brasilien. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard
Det, Tomas Haverla fra Slovakiet bedst kan lide ved julen, er det sociale aspekt, og at familien bliver samlet. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard
Selvom Rebecca Bugay-Hougaard fra Filippinerne synes, at det er underligt, at man i Danmark danser om juletræet, imens man synger, kan hun godt lide det. Foto: Pia Merete Ploug Kirkegaard