Interview

Voxpop: Tror teologistuderende på Gud?

Det Teologiske Fakultet var blandt de første fakulteter, da Københavns Universitet blev grundlagt i 1479. I dag kan man læse teologi i Aarhus og København.

Landets universiteter bugner af nye studerende i disse dage. På teologi ved Københavns Universitet er introduktionsforløbet i fuld gang. Vi har spurgt seks af de nye studerende, om de tror på Gud

Flere vælger at uddanne sig til teologer. Den 28. august 2019 kunne Københavns Universitet byde velkommen til 146 nye teologistuderende. Det er en stigning på 12% i forhold til sidste år.

I anledning af studiestarten har Kristendom.dk spurgt seks nye teologistuderende om deres egen tro - og om troen har påvirket deres valg af uddannelse.

Lauge Frandsen
Tror du på Gud?
Ja, det gør jeg.

Men det er en ting, som er meget i bevægelse. Jeg tvivler meget. Nogle dage vil jeg kalde mig mere troende end andre dage - det hænger ofte sammen med de muligheder og rammer, jeg giver mig selv. At komme i kirke styrker min tro. Hvis der går flere uger, inden jeg kommer i kirke, kan jeg mærke, at jeg begynder at tvivle mere.

Er du vokset op i en religiøs familie?
Jeg begyndte at opsøge folkekirken i 1. g, fordi jeg manglede nogle rammer, tror jeg, og noget, der satte mig ind i et større fællesskab.

Jeg begyndte at gå i kirke - også i forskellige kirker, indtil jeg fandt den kirke, hvor jeg syntes, jeg blev repræsenteret bedst. Det har jeg fundet i Sankt Pauls Kirke ved Nyboder i København.

Vil du være præst?
Om jeg skal være præst vil tiden vise, men jeg vil bestemt ikke udelukke det. Det kan godt være, det skal være det. For mig har der bare ikke været så meget andet end teologi. Det er ikke så trosbaseret, det er snarere min interesse.

Maria Karlstad

Tror du på Gud?
Jeg tror på noget. Jeg tror også, at jeg kalder det Gud, som jeg tror på.

For et stykke tid siden troede jeg på noget, men jeg anede ikke, hvad det var. Nu er jeg kommet frem til, at jeg tror på noget, som jeg nu kan kalde Gud - og jeg kommer nok tættere og tættere på det, jeg tror.

Er du vokset op i en religiøs familie?
Min religiøse følelse er jeg selv kommet frem til. Jeg kommer slet ikke fra et religiøst hjem og har ingen påvirkning derfra. Jeg har arbejdet med nogle helt andre ting i livet, men så fik jeg et ufrivilligt afbræk - da oplevede jeg det med troen meget mere.

Teologien er for mig at kunne blive ved med at udvikle mig selv; at kunne lære noget nyt. Når man udvikler sig selv, udvikler man den måde, man ser på andre med. Man bliver i stand til at hjælpe andre - og det tror jeg er min største ting.

Skal du være præst?
Jeg har absolut ikke noget svar på, om jeg skal være præst. Jeg tænker, at teologien bliver ved med at udvikle mig - og da finder jeg måske svar længere fremme.

Bastian Grindsted Ulrik

Tror du på Gud?
Nej, det gør jeg ikke.

Jeg ville sige, at jeg er ateist. Jeg har aldrig været religiøs. Religion er meget spændende, men jeg er ikke konfirmeret. Jeg er dog døbt i sin tid.

Hvorfor valgte du teologi?
Jeg kiggede på studiet her, og jeg synes, at det virker som et enormt spændende studie - der er en faglighed, som er meget spændende. Jeg regner med, at jeg vil søge kandidaten i Religious Roots of Europe, som er et fælles studium i kristendom, jødedom og islam og i hvordan religionerne interagerer med hinanden.

Hvordan forholder du dig til troen på studiet?
Jeg forestiller mig da, at der er mange religiøse på studiet, men man er jo ikke religiøs i undervisningen; det hører til ved siden af for dem, som er det.

Der er måske mange, der forventer, det er et religiøst studium, men det er ikke mit indtryk.

Aia Elea Moa

Tror du på Gud?
Det gør jeg.

Om min tro, er ny nok det første ord, jeg vil bruge. Jeg tror på, at Jesus døde for os, for vores synder. Igennem ham kan vi komme op til Gud, til himlen.

Hvad var din indgang til troen?
Jeg var ved at starte en virksomhed med det okkulte med tarotkort og astrologi, men jeg kunne mærke, at noget føltes helt forkert.

Jeg vågnede op en morgen og smed alting ud. Så fik jeg lyst til at læse Bibelen - da fik jeg lyst til at søge ind på teologi. Alt det her er sket inden for den sidste halvanden måned.

Skal du være præst?
Jeg er ikke sikker endnu. Jeg bruger rigtig meget af min tid på bibelstudier. Jeg er meget glad for at se amerikanske pastorer prædike; jeg kan godt lide deres måde at gøre det på i forhold til den danske folkekirke, fordi det bliver mere levende.

Allerede nu har jeg talt med nogle af mine medstuderende, hvor jeg fortæller min version af Bibelen - og her tænker de: "Åh. Er det virkeligt sådan?", fordi man sætter det hele ind i en kontekst. Når nu jeg åbner Bibelen og sætter det hele i kontekst, for der er jo kulturforskelle, så bliver det hele levende for mig.

Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg er ny i min tro, men jeg føler mig stærk i min tro!

Ditte Johanne Rieder Kjær

Tror du på Gud?
Det gør jeg.

Det er nogle gange lidt kompliceret. Jeg tror på Gud, men der er også øjeblikke, hvor jeg tvivler på ting. Det er op og ned, men gennemgående tror jeg på Gud.

Er du vokset op i en religiøs familie?
Vi er kristne derhjemme, men det er ikke så meget. Vi går selvfølgelig i kirke til jul, men det er vist også det.

Jeg har altid interesseret mig for religion, historie, sprog og kultur. Så da jeg gik i 7. klasse og begyndte at skulle gå til konfirmationsforberedelse, tænkte jeg, at det her var helt vildt fedt.

Skal du være præst?
Jeg begyndte faktisk at kunne se mig selv i jobbet som præst, hvilket jeg har kunnet siden 7. klasse. Det har selvfølgelig skiftet, men jeg er temmelig sikker på, at jeg skal være præst.

Henrik Jensen

Tror du på Gud?
Yes, det gør jeg!

Er du vokset op i en religiøs familie?
Jeg kommer fra et almindeligt religiøst hjem. Vi har holdt fast i de kristne traditioner omkring påske og jul, hvor vi samledes. I mange år har der dog ikke været noget, men så blev jeg far. Der kom nogle tanker i den forbindelse.

Jeg har altid været troende, men jeg har ikke dyrket det som sådan. Jeg er kommet i kirken en eller to gange om måneden, men så blev jeg far - så sker der noget.

Skal du være præst?
Tanken er, at jeg skal være præst. Havde du spurgt mig for tre år siden, havde jeg aldrig sagt, jeg skulle være præst. Jeg er uddannet soldat og har egentligt altid troet, jeg skulle være politimand.

I forbindelse med dåben af min søn, talte vi om bibelske navne, fordi det var vigtigt for mig, at han fik et bibelsk navn. Da sagde min kone: "Du ved så meget. Hvorfor har du aldrig læst videre og er blevet præst?" Hun ramte ligesom hovedet på sømmet - jeg blev meget stille.

Det var jeg i flere måneder. Men så sagde jeg, at jeg gerne ville. Nu har jeg så brugt halvandet år på at forberede mig og på at søge ind på teologi. Det lykkedes første gang.

Lauge Frandsen, teologistuderende
Maria Karlstad, teologistuderende
Bastian Grindsted Ulrik, teologistuderende
Aia Elea Moa & Ditte Johanne Rieder Kjær, teologistuderende
Henrik Jensen, teologistuderende

Jeg er ny i min tro, men jeg føler mig stærk i min tro!

Aia Elea Moa

Jeg ville sige, at jeg er ateist. Jeg har aldrig været religiøs

Bastian Grindsted Ulrik

Jeg tvivler meget. Nogle dage vil jeg kalde mig mere troende end andre dage

Lauge Frandsen

Havde du spurgt mig for tre år siden, havde jeg aldrig sagt, jeg skulle være præst. Jeg er uddannet soldat og har egentligt altid troet, jeg skulle være politimand.

Henrik Jensen