Essay

Min pilgrimstur på motorcykel skal forene det rolige med det vilde

Yogalærer Fleur Adams er fascineret af roen ved yoga, men elsker råstyrken ved at køre på motorcykel. Hun har besluttet sig på at prøve at forene de to kræfter. Foto: Fleur Adams

Kan man forene rolig yoga med en hæsblæsende motorcykeltur? Det vil Fleur Adams forsøge at gøre, når hun til foråret kører pilgrimstur fra Sydtyskland til den danske grænse. Læs hendes tanker inden turen her

Det er et interessant udtryk at ”gå gennem” noget. Filosoffen Søren Kierkegaard sagde, at ”intet problem er så stort, at man ikke kan gå det væk.”

Der er noget terapeutisk over at bevæge sig. Det er både en ydre bevægelse og en indre proces. Og den behøver ikke at foregå på gåben.

Ro i bevægelsen

I 2011 blev jeg skilt. Da brugte jeg det at bevæge mig gennem lange strækninger som en form for terapi. Når man kører i sin bil, kan man ikke gøre andet end at sidde der. Så jeg kørte fra Holstebro til Alicante - en tur på den hårde side af 2500 kilometer. Jeg brugte tiden og den plads, det skabte, til at gå gennem et selvterapeutisk forløb.

Jeg skrev selvfølgelig dagbog om mine tanker og oplevelser, jeg græd meget og var ofte bange for stilheden og ensomheden. Efterhånden kom jeg ind til en kerne af ro og styrke.

På den tur opdagede jeg, at jeg finder en ro i bevægelsen, i at jeg bevæger mig, mens verden står stille. De tanker, som til dagligt ikke har plads og ro til at blive set og gennemarbejdet, får her mere opmærksomhed.

I de senere år er jeg begyndt at dyrke meget yoga. Samtidig har jeg købt en motorcykel og kan dermed kalde mig biker. Kan man forene de to identiteter, yogien - en udøver af yoga og den yogiske filosofi - og bikeren?

Jeg har besluttet at prøve. Jeg vil arbejde med de to poler i mit liv. De symboliseres ved det kinesiske modsætningsforhold yin og yang. Yin dækker over den langsomme, rolige energi ved yogaen, og yang over den vilde og fokuserede energi ved at køre på motorcyklen.

Pilgrim på to hjul

Min idé og mit mål er at lave en pilgrimstur baseret på dette modsætningsforhold. Jeg starter ved mit hjem i Saarland, Sydtyskland, og skal køre på motorcykel til Sylt ved den danske grænse. Det er en tur på omkring 1000 kilometer.

Jeg vil bryde turen op i mindre strækninger, og ved hvert stop tilbyder jeg en undervisningstime i yoga eller et foredrag om den tyske mystiker og forfatter Hildegard af Bingen i bytte for overnatning og morgenmad.

Hvad vil jeg opnå med denne tur? Først og fremmest søger jeg at forlige mig med de to poler – yogien og bikeren – i mig selv. Jeg ønsker at få den ro, som jeg finder i yogaen, med ind i det at køre motorcykel, og omvendt at bringe råstyrken fra motorræset med ind i min yoga-praksis og undervisning. Jeg søger med andre ord at blive et helt – eller bare lidt mere helt – menneske.

Fleur Adams er yogalærer og terapeut. Hun bor i Sydtyskland.